Madpakker!

Okay, jeg har aldrig været en ørn til tal, så måske er mit regnestykke forkert. Det er i hvert fald vildt. Det handler om madpakker – og fører direkte til en ganske underestimeret men helt fantastisk fordel ved at være udlandsdansker:

Min svigerinde smører 3 madpakker per barn per dag
Der er 4 børn i vores husstand
Der er 200 skoledage om året i Danmark
Vi har været 7 år i Frankrig

Ergo er vi sluppet for at smøre 16.800 madpakker! Det er sørme mange, og selvfølgelig er regnestykket ikke helt nøjagtigt, for vores yngste er kun 6 år og ergo ville vi kun skulle have smurt madpakker til hende de sidste 5 år. Så giver det i stedet 15.600 madpakker. Det tal er stadig højt nok til, at jeg kan glæde mig umanerlig meget over det. Femten tusinde seks hundrede.

Her hos os i det franske er der skolekantine og en frokostpause på to timer for de yngste og af varierende varighed for de ældste (afhængig af skema). Hver dag får de varm mad til frokost + både forret og dessert.

Mine to ældste var ganske kræsne, da vi flyttede hertil, sikkert også fordi jeg absolut ikke havde været god til at lave varieret mad, men hellere serverede det, de kunne lide. Men når man hver dag i kantinen bliver præsenteret for noget nyt, så bliver man god til at smage og finder ud af, at der faktisk er mange ting, der godt kan spises. Kantinereglen for de små er netop, at de skal smage, men at de godt må levne, hvis de ikke kan lide maden. Måske er det derfor, at franske børn er noget mindre kræsne end danske?

La journée de la jupe

I 2009 kom den fransk-belgiske film “La Journée de la Jupe” ud med Isabelle Adjani i hovedrollen, først på ARTE og dernæst i biografen, men vi fik først set den i går.

Huha, den var god – og skræmmende på sin egen stille måde! En fransk skolelærer forsøger uden særlig held at undervise en frygtelig 3ème klasse (svarende til folkeskolens sidste klasse) i Molière. En pistol ryger ud af een af elevernes taske og hun tager – pludselig – klassen som gidsel.

Isabelle Adjani spiller fænomenalt rollen som den skrøbelige lærer, der ønsker at lære fra sig og ønsker at bibringe eleverne lidt fornuftig tankegang, og hun er godt omringet af nogle virkelig gode unge skuespillere. Der bliver taget nogle seriøse emner op, og magtforholdet også eleverne imellem forskubbes. Uden for klasseværelset møder man den sølle skoleinspektør, som for længst og sikkert meget forståeligt har givet op, et par tåbelige (mandlige) lærere og veninden, som også er lærer på skolen. Samt selvfølgelig politistyrken og ministeren.

Heldigvis kunne vores store drenge berolige os med, at deres skoledag i collège ikke ligner den i filmen, men de kunne nu sagtens relatere til filmen, som viser et grumt billede af den mindre heldigt stillede del af Frankrig.

Titlen henviser til, at Isabelle Adjanis lærer er klædt i nederdel (en tækkelig absolut ikke udfordrende een af slagsen), selv om skoleinspektøren på det kraftigste har anbefalet hende at komme i bukser for at undgå luder-tilråb fra eleverne! For øvrigt, da instruktøren Jean-Paul Lillienfeld ville sikre sig, at filmtitlen ikke kunne krænke nogle ophavsrettigheder, faldt han over, at der allerede fandtes en gruppe med navnet Printemps de la Jupe et du Respect – det kan man læse mere om i en artikel på kvinfo eller i denne analyse på fransk af Philippe Meirieu.

Forældremøde i le lycée

Forleden aften var jeg til forældremøde, suk! Det var meget fransk på den dommedagsagtige måde ..

Det er der sådan set ikke noget nyt i og efterhånden bliver jeg hverken panisk eller sur, men det er da alligevel mærkeligt, at det skal være sådan.

De forskellige lærere brugte i alt to timer på at fortælle os, at vores børn ikke har forstået, at de nu går i gymnasiet og at det er deres fremtid, det gælder. De laver ikke lektier, taler med hinanden, vender sig om, tager ikke noter, kommer for sent og lytter ikke til lærerens guldkorn. Så fremover vil der blive givet en times eftersidning for at vippe på stolen, for at klikke med kuglepennen, for at tale når man ikke skal og en hel masse andre ting, jeg desværre (heldigvis) allerede har glemt igen.

Da vi så i stive to timer havde lyttet til alle disse forfærdeligheder og var i en apatisk / depressiv tilstand, sagde læreren “men bare rolig, det skal nok gå, det gør det jo hvert år”! En mor svarede spontant, at puha det var da rart at høre, for det havde godt nok lydt slemt og en far supplerede, at ja det havde da godt nok regnet ned over os. Og her kom læreren så med den ultimative morsomhed: “ihh, I skulle bare vide. Sidste år havde jeg to horrible klasser, så i år er jeg i paradis” .. Det kan man da kalde at narre fjenden!

Så hvorfor er diskursen sådan? Er det for, at vi bagefter kan komplimentere lærerne for, hvor godt de klarer det? Eller for at vi ikke skælder ud over, at vores børn ikke har lært mere? Jeg forstår det stadig ikke. Men det er bare meget fransk først at råbe højt om, hvor forfærdeligt alting er, for derefter at komme ud over stepperne.

Jeg skylder at fortælle, at forældremødet var for min ældste, som i september startede i 2nde dvs 3.g. Det gør man 1 år eller 2 tidligere end i Danmark, idet man allerede som 14-årig er færdig med folkeskolen. Og han værdsætter det – eller nyder i hvert fald den frihed, der følger med gymnasielivet. Det skal ses i forhold til collège (anden halvdel af folkeskolen), hvor der bliver stillet mange krav til børnene, men hvor tillid er en by i Rusland og hvor høje gitre indhegner skolen, så ingen slipper ud uden behørig autorisation!